Tilbage til billeder                    Tilbage til ferie 2005

 

 

Søndag 26/6.

Ja, egentlig startede det hele i går – nej, det passer faktisk heller ikke det er længere siden! Egentlig kan jeg vist ikke huske hvornår det rent faktisk startede. Men det det handler om er Leif’s og min tur til Canada og Alaska sommeren 2005.06.

Jeg var i Give hos mor fredag (24/6) da jeg havde fået ind i mit hoved at det var Skt. Hans aften, men pyt, vi lavede et lille bål med heks og snobrød, og havde det noget så hyggeligt. Kristina og Johanna var der, foruden Maria Krista og jeg.

Nå, det er jo egentlig ikke det historien skal handle om! Pigerne tog med toget til Sjælland lørdag formiddag, og Leif dukkede op til kaffetid. Vi fik lidt jordbærgrød og afsked med mor og tøffede så til Århus i strålende sommervejr.

Jeg skulle lige have vasket og pakket, men det var der også god tid – toget afgik fra Århus kl. 2.00.

Efter en del bøvl lykkedes det at få bestilt en taxa. Min IT-telefon gik direkte ind på Københavnskontoret, men så bestilte de den bare til os.

Kl. 1.30 ringede en meget sur taxamand at nu kom de. Leif gik ned på p-pladsen, men der var ingen taxa. 5 min senere ringede han igen: ”Hva’ fa….. er meningen, ville I ik’ ud at køre!” Jo, tak det ville vi meget gerne, men hvor var han – uden for hovedindgangen. Nå, vi fandt hinanden men den gode stemning i bilen var ligesom ødelagt!

 

Det havde været lidt svært at få billetter til toget, og nu blev vi klar over hvorfor – der var ”Roskilde”! Toget var total overfyldt af mere og mindre fulde unge mennesker og det tog langt over et kvarter for os at kæmpe os frem til vore pladser. Men turen gik fint – de unge mennesker opførte sig stille og roligt og var egentlig ret hyggelige. Men, DSB har et seriøst problem: De har mistet os som kunder.

 

Kl. 6 ankom vi til Kastrup – fik checket ind og skulle så  lige ha’ lidt kaffe og et enkelt rundstykke – pris 104 kr.!!!!!!!

Vi tussede ind i området – fik købt lidt toldfrit og drukket noget mere kaffe inden vi skulle med flyet til London kl. 10.10. Der var ingen servering!!!

Flyet var forsinket så tiden var knap i London, så det foregik med det længste ben (et af mine) forrest. Vi kom med i go’ ro  og orden, og forlod London kl. 12.30(13.30).

En stille og rolig tur til Skt. John på New Foundland hvor vi skulle mellemlande. Det var et toldcirkus som end ikke kan opleves i Afrika!!

Alle skulle ud af flyet – have hold i bagagen og gå forbi en tolder, hvorefter man kunne placere sin bagage på gulvet ved siden af bagebåndet.

Personalet kunne så efter at alle passagerer havde gjort det, læsse det hele op igen og køre det ud i flyet. Det tog vel et par timer inden vi var parate til igen at komme i luften og flyve den sidste times tid til Halifax. Det var næsten som at få en dør i hovedet, da vi kom ud, 29 grader i skyggen!

Efter vi havde fået fat i bagagen købte vi billet til bussen, der skulle køre os de ca. 30 km ind til byen. Det viste sig at være en meget gammel bus med plads til bare 13 passagerer.

Vi blev indlogeret på Citadel hotel meget tæt på midtbyen i Halifax, hvor vi fik et dejligt værelse med to store senge.

Kl. var nu efterhånden et stykke over 7 lokalt, hvilket jo betød, at vi nu havde været undervejs i 24 timer. Vi var ret trætte, men mere sultne! Så vi gik ned i byen til havnefronten, hvor vi fandt ”Harbourside Market” som egentlig består af 9 små cafeteria-agtige butikker. Men bestiller og betaler så sin mad hos én af dem og kan så sidde i deres fælles spise område – ude eller inde, som man har lyst. Vi fik en dejlig grillstegt laks, og kunne samtidig nyde udsigten over vandet.

Jens Ole